Gabriella, der blev mor midt i gymnasiet, har valgt sit sociale liv fra for ikke at leve op til fordommene, der ofte følger med at være en meget ung mor.

Gabriella læser en HF på VUC i Nordjylland. Foto: Privat


Af Mikkel Osmann


I 2019 var Gabriella Alexandra en helt almindelig pige. Hun gik i 2.g på Hjørring Gymnasium, hvor hun forsøgte at balancere lektier, afleveringer og ungdomsarbejde med det sociale liv, der ofte følger med ungdomsårene i gymnasiet.

Men i løbet af skoleåret i 2.g tog Gabriellas liv en meget skarp drejning. Gabriella var næsten 20 uger henne, inden hun opdagede sin graviditet – længe over abortgrænsen i Danmark.

”Jeg havde slet ikke samvittighed til at bortadoptere, så det var aldrig en mulighed,” siger Gabriella Alexandra.

Gabriella Alexandras konstante motivation siden fødslen af sønnen, Noah, har været, at hun ikke vil leve op til de fordomme, der ofte følger med at blive mor i en meget ung alder. Byturene og festerne med gymnasievennerne har måtte lade livet for, at Noah kunne få den opmærksomhed, han har behøvet.


De kom for at besøge ham – ikke mig

I kølvandet på fødslen oplevede Gabriella en enorm interesse fra venner og bekendte. En interesse hun opfattede som oprigtig. I dag, tre år senere, ser Gabriella tilbage på tiden lige efter fødslen, og føler, at hun var naiv.

”Jeg stod klar med åbne arme og tog imod alle, der ville se min søn, for jeg troede, det var oprigtigt, men da de havde set ham én gang, så hørte jeg ikke fra dem igen,” siger Gabriella Alexandra.

Gabriella siger selv, at hun følte sig ekstremt ekskluderet af de andre i den periode, hvor hun flere gange forsøgte at række ud til dem uden held.

”Jeg gav lidt op på det hele, fordi det var svært at navigere i, at jeg nu havde mit liv med Noah, og de havde et fuldstændigt andet liv,” siger Gabriella Alexandra.

Gabriella har i dag to nære venner. Hun mener selv, at hun står med hovedansvaret for, at hun ikke har flere venner. Da hun bliver spurgt, hvordan hendes sociale liv ser ud i dag, så kommer svaret straks:

”Kedeligt.”


Mors verden bliver mindre

Psykolog og ph.d. i udviklingspsykologi Maja Nystöm kan bakke op om, at det kan være svært for nybagte forældre både at balancere det livsændrende ved at få et barn for første gang, med alle de udfordringer, der kan følge med, samt at opretholde venskaber og andre relationer.

”I bund og grund, så handler det om at lære barnet at kende og få det til at overleve, så kommer alt andet i anden række,” siger Maja Nyström.

Beslutningen om at vælge de fleste venner fra har ikke været uden konsekvenser for 20-årige Gabriella, der har haft mange mørke aftener med gråd og dårlig samvittighed.

”Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at leve det liv som de andre gjorde, og det gav mig vildt dårlig samvittighed over for Noah,” siger Gabriella.


SPØRGSMÅL OG SVAR MED GABRIELLA

Hvad savner du at lave med dine venner?
Jeg ved ikke sådan rigtigt, hvad jeg savner at lave med mine venner, men jeg savner det spontane. Efter jeg har fået Noah, så skal ALT planlægges og forberedes, inden man kan lave noget. Jeg savner bare at kunne gøre noget spontant. Jeg savner at gøre, hvad vi har lyst til.

Er du ensom?
Ja, det er jeg. Jeg sidder ofte med en følelse af, at jeg gerne vil mere ud, og så får jeg helt vildt dårlig samvittighed. Jeg har tit siddet og tudet om aftenen, når Noah er blevet lagt i seng. Hvis jeg kommer til at tænke over, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke havde haft Noah, så får jeg dårlig samvittighed. Det er en følelse, jeg sidder med alene.

Hvordan tror du, at dine venskaber ser ud i fremtiden?
Jeg tror sagtens, at jeg kunne blive venner med mine gamle venner igen på et senere tidspunkt. Uden tvivl.

Hvordan skulle det ske?
Jeg skulle selv begynde at række ud til dem igen. Jeg tror ikke på, at man hele tiden skal synes, det hele er så synd for en selv. Det kan godt være, at det lyder hårdt, men det er sådan, jeg har det. Jeg tror sagtens, jeg kunne blive gode veninder med mine gymnasieveninder igen, hvis jeg rækker ud til dem. Og jeg er heller ikke afvisende overfor nye venner eller bekendtskaber.