Følg med på Instagram @morsvenner

Manglede en mor-veninde: Maria meldte sig til Mamamatch

Da Maria blev mor for fem år siden, manglede hun en veninde at dele hverdagstingene med. Men ensomheden ramte hende især, da hun blev skilt et par år efter. Hun besluttede sig derfor for at gøre noget ved det.

39-årige Maria arbejder til dagligt med økonomi og administration. Hun bor sammen med sin datter i Ikast. Foto: Privatfoto. 


Af Line Sofie Beck


For fem år siden kommer Marias datter, Nanna, til verden. Maria føder for tidligt, hvilket betyder, at Maria er nødt til at begrænse sit sociale liv under barslen, da datteren ikke kan holde til at komme med rundt omkring. 

Efter noget tid begynder Maria at føle, at hun mangler en veninde, som hun er tæt med i hverdagen, og som hun kan dele hverdagstingene med. Det er vigtigt for hende at have en veninde, hun kan sparre med og spejle sig i. Og det mangler hun. 

”Siden jeg fik min datter, har jeg manglet veninder, der er mor på samme måde som mig. Nogen der er samme sted som mig, og som tænker ligesom mig,” siger Maria. 

To år efter datterens fødsel bliver Maria og hendes eksmand skilt. Deres datter bor primært hos Maria og ser sin far hver anden weekend, hvilket gør, at Maria også får en ny identitet, som hun skal forholde sig til: alenemor. 

Bruddet sker under corona, og Maria beskriver det som dobbelt op på ensomhed. Hun savnede en at dele hverdagen med, og nogen at snakke med, der havde tid til at lytte. 

”Alle kan godt sige, at de forstår én og at det er træls, men hvis man ikke selv har oplevet det, eller har samme behov, så forstår man det ikke helt.” 


Søgen efter en ny ven

Sidste sommer besluttede Maria sig for at gøre noget for at få en ny veninde. Hun startede med at melde sig ind i en facebookgruppe, som var lavet med henblik på, at folk kunne danne nye venskaber. Her skrev hun med nogle kvinder, men de nåede aldrig at mødes. 

Tilfældigvis falder hun over Instagramsiden ’momunitydk’, som fortæller om et koncept, de har, der hedder ’MamaMatch’. Maria bliver nysgerrig og efter lidt overvejelse, beslutter hun, at hun vil give det et skud. Hun udfylder et spørgeskema om sig selv, og tilmelder sig i håb om at finde nye veninder. 

”Jeg synes selvfølgelig, at det var grænseoverskridende. Og jeg frygtede, at andre tænkte, at jeg var mærkelig, fordi jeg gjorde det.” 

Maria kommer med i en Messenger-gruppe med andre kvinder, og hun føler hurtigt, at den ensomhed, som hun har følt i nogle år er helt normal. Gruppens administrator forklarer kvinderne, at de skal præsentere sig selv og finde et par dage, hvor de kan mødes fysisk. Første gang Maria mødes med de to kvinder fra hendes messenger-gruppe er et par timer til en sodavand og snak. 

”Det blev hurtigt meget trygt.” 

Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning for Maria at trodse forbeholdene og melde sig til Mamamatch. Hun har opbygget et værdifuldt venskab med specielt den ene af kvinderne, og de har aftalt at tilbringe sommerferien sammen med begge deres døtre. 

”Vi har bare virkelig fælles værdier. Og det har jeg ikke haft med andre veninder,” siger Maria. 


SPØRGSMÅL OG SVAR MED MARIA: 

Hvad har du manglet i en veninde?
Jeg har manglet en veninde, der også er alene og har børn, og som forstår og har de samme behov, som mig. Nærmest en, som man kan gøre familieting sammen med. Det var specielt noget, jeg savnede rigtig meget, da jeg blev skilt. Det har jeg været meget bevidst om, at jeg har manglet i mit liv. 

Hvordan har det været at starte et nyt venskab? 
Jeg synes, at alle nye relationer kræver utrolig meget energi. Det er jo næsten som at date nogen. Så man skal være indstillet på, at man skal give energi og tid for at få det til at fungere. Men det er ikke fordi, at det har været hårdt. Det var grænseoverskridende at melde sig til, men i bund og grund har det været dejligt og givende. 

Har du et godt råd til andre mødre, der føler, at de mangler veninder? 
Det er ikke pinligt at sige højt, at man mangler en ven. Jeg tror, at der er mange flere, der sidder og føler, at de ingen veninder har, end man lige tror. Man behøver ikke søge en ny ven gennem MamaMatch, men det kan også være i en Facebook-gruppe eller på Instagram.

Har du følt dig ensom i forbindelse med, at du er blevet mor?
Jeg har haft en enorm ensomhedsfølelse. Og jeg har egentligt synes, at det var dumt, hvorfor jeg føler mig ensom, fordi jeg har haft nogle veninder. Det er ikke fordi, jeg slet ikke har haft nogle veninder, men jeg manglede virkelig bare en veninde i mit liv, som er ligesom mig, og som jeg føler forstår mig. 

Hvordan er dine venskaber?
Der er faldet nogle veninder fra gennem årene. Man rykker sig hele tiden i livet. Nogle får børn, nogle får ikke. Så flytter man væk fra hinanden. Så jeg har nogle gamle veninder, men af flere årsager er vi ikke så tætte længere. Men jeg har også fundet ud af, at man kan have veninder til forskellige ting. Og nu har jeg så også fundet en veninde, som jeg kan dele mine frustrationer i hverdagen med og søge mor-råd hos. 

Q&A med psykolog Anne Rom – om forældreskab og venskaber

Anne Rom er psykolog med erfaring indenfor behandling af angst, depression, nedsat selvværd, sorg og livskriser. Foto: Privatfoto.

Anne Rom er psykolog med speciale i forældreskab. Vi har derfor stillet hende nogle af de spørgsmål, som vores dialog med mødre har rejst:

Hvad er de typiske årsager til, at mødre oplever at miste venner, når de bliver mødre? 
Der er mange typiske årsager: Man har mindre tid, man flytter måske ud af byen, så der er større afstand. Man er måske ikke længere samme sted i livet som sine venner. Men generelt sker der noget hos alle, når de bliver forældre: Inden man får børn, har man frihed til at række ud til folk. Man har selv mulighed for at vælge, om man vil prioritere arbejde, fritidsinteresser eller venner. Man har frihed til at gøre, hvad man har behov for. 

Hvad er det, der udfordrer mødrene? 
Når man bliver mor, bliver man mere begrænset. Så man kommer til at mærke et behov for at tage fat i sine venner, uden at man kan. Det skaber en ensomhed, fordi man mærker et behov, som ikke bliver opfyldt. Og derved bliver til savn. Derudover kan det være svært at have samme kvalitative samtale, når man endelig mødes, end man havde før man fik børn. Som yderligere kan give følelsen af at have mistet noget.

Hvad er det, der udfordrer venskaberne? 
Det, der ofte udfordrer venskaberne, er forståelse. Møder man forståelse for, at man ikke er så kontaktbar som før? Eller at man pludselig har andre interesser eller syn på børneopdragelse?
Hvis det er et venskab, hvor den ene har børn og den anden ikke har, så er spørgsmålet, om man kan bygge bro mellem de forskelligheder. Hvis der er stor uenighed om samværet, så kan man desværre miste et venskab, der kunne have været godt.
I bund og grund handler et venskab om, hvordan man kan bakke hinanden op. Også selvom man er forskellige. 

Hvilke konsekvenser har det, når vennerne falder fra? 
Man skal helst ikke være uden venner, fordi det kan gå hen og blive til ensomhed, isolation og dårligt selvværd – og i værste fald depression. Så falder de gamle venner fra, kan det være en åbning for at finde nye venner, som passer bedre til ens værdisæt. Det behøver altså ikke altid være dårligt, hvis vennerne falder fra, men det vil altid være en hård proces.
Når vi er i god kontakt med andre, bliver vi bekræftet i, at vi er okay, som vi er. Mennesket har et grundlæggende behov for at føle sig som en del af et større fællesskab og være accepteret i det. Hvis man står alene, er der mange ting, man ikke kan, og man har sværere ved at komme igennem kriser i livet. Så det er vigtigt at have et netværk af mennesker, der kan støtte dig. 

Hvad kan man gøre for at holde fast i sine venskaber? 
Ræk ud. Om det så bare er en sms, hvor man skriver: Hey, jeg tænker på dig. Det handler også om at huske at tage initiativ og invitere folk over, eller selv komme ud – om man tager baby med eller sørger for pasning. Og så er det vigtigt at prøve at acceptere, at samværet ikke bliver det samme som før, man fik barn. Typisk er der nogle skæve forventninger, fordi man gerne vil have, det skal være som før. Det er vigtigt at forventningsafstemme med sine venner og turde at sige tingene højt. For eksempel at man rigtig gerne vil være nærværende og høre alt, hvad der bliver sagt, men at det kan være svært, når barnet kalder, og man har ammehjernen med. At sige, at man gør sit bedste. Det handler altså om at hjælpe forståelsen for hinanden på vej. 

Og så er man bare nødt til at få flere telefonvenner, når man er mor! 10 minutters samtale hist og her, kan virkelig opretholde et venskab, selvom man har svært ved at finde tid til at ses så ofte som før. 

Gabriella blev mor som 17-årig: Har valgt vennerne fra for at være en god mor

Gabriella, der blev mor midt i gymnasiet, har valgt sit sociale liv fra for ikke at leve op til fordommene, der ofte følger med at være en meget ung mor.

Gabriella læser en HF på VUC i Nordjylland. Foto: Privat


Af Mikkel Osmann


I 2019 var Gabriella Alexandra en helt almindelig pige. Hun gik i 2.g på Hjørring Gymnasium, hvor hun forsøgte at balancere lektier, afleveringer og ungdomsarbejde med det sociale liv, der ofte følger med ungdomsårene i gymnasiet.

Men i løbet af skoleåret i 2.g tog Gabriellas liv en meget skarp drejning. Gabriella var næsten 20 uger henne, inden hun opdagede sin graviditet – længe over abortgrænsen i Danmark.

”Jeg havde slet ikke samvittighed til at bortadoptere, så det var aldrig en mulighed,” siger Gabriella Alexandra.

Gabriella Alexandras konstante motivation siden fødslen af sønnen, Noah, har været, at hun ikke vil leve op til de fordomme, der ofte følger med at blive mor i en meget ung alder. Byturene og festerne med gymnasievennerne har måtte lade livet for, at Noah kunne få den opmærksomhed, han har behøvet.


De kom for at besøge ham – ikke mig

I kølvandet på fødslen oplevede Gabriella en enorm interesse fra venner og bekendte. En interesse hun opfattede som oprigtig. I dag, tre år senere, ser Gabriella tilbage på tiden lige efter fødslen, og føler, at hun var naiv.

”Jeg stod klar med åbne arme og tog imod alle, der ville se min søn, for jeg troede, det var oprigtigt, men da de havde set ham én gang, så hørte jeg ikke fra dem igen,” siger Gabriella Alexandra.

Gabriella siger selv, at hun følte sig ekstremt ekskluderet af de andre i den periode, hvor hun flere gange forsøgte at række ud til dem uden held.

”Jeg gav lidt op på det hele, fordi det var svært at navigere i, at jeg nu havde mit liv med Noah, og de havde et fuldstændigt andet liv,” siger Gabriella Alexandra.

Gabriella har i dag to nære venner. Hun mener selv, at hun står med hovedansvaret for, at hun ikke har flere venner. Da hun bliver spurgt, hvordan hendes sociale liv ser ud i dag, så kommer svaret straks:

”Kedeligt.”


Mors verden bliver mindre

Psykolog og ph.d. i udviklingspsykologi Maja Nystöm kan bakke op om, at det kan være svært for nybagte forældre både at balancere det livsændrende ved at få et barn for første gang, med alle de udfordringer, der kan følge med, samt at opretholde venskaber og andre relationer.

”I bund og grund, så handler det om at lære barnet at kende og få det til at overleve, så kommer alt andet i anden række,” siger Maja Nyström.

Beslutningen om at vælge de fleste venner fra har ikke været uden konsekvenser for 20-årige Gabriella, der har haft mange mørke aftener med gråd og dårlig samvittighed.

”Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at leve det liv som de andre gjorde, og det gav mig vildt dårlig samvittighed over for Noah,” siger Gabriella.


SPØRGSMÅL OG SVAR MED GABRIELLA

Hvad savner du at lave med dine venner?
Jeg ved ikke sådan rigtigt, hvad jeg savner at lave med mine venner, men jeg savner det spontane. Efter jeg har fået Noah, så skal ALT planlægges og forberedes, inden man kan lave noget. Jeg savner bare at kunne gøre noget spontant. Jeg savner at gøre, hvad vi har lyst til.

Er du ensom?
Ja, det er jeg. Jeg sidder ofte med en følelse af, at jeg gerne vil mere ud, og så får jeg helt vildt dårlig samvittighed. Jeg har tit siddet og tudet om aftenen, når Noah er blevet lagt i seng. Hvis jeg kommer til at tænke over, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke havde haft Noah, så får jeg dårlig samvittighed. Det er en følelse, jeg sidder med alene.

Hvordan tror du, at dine venskaber ser ud i fremtiden?
Jeg tror sagtens, at jeg kunne blive venner med mine gamle venner igen på et senere tidspunkt. Uden tvivl.

Hvordan skulle det ske?
Jeg skulle selv begynde at række ud til dem igen. Jeg tror ikke på, at man hele tiden skal synes, det hele er så synd for en selv. Det kan godt være, at det lyder hårdt, men det er sådan, jeg har det. Jeg tror sagtens, jeg kunne blive gode veninder med mine gymnasieveninder igen, hvis jeg rækker ud til dem. Og jeg er heller ikke afvisende overfor nye venner eller bekendtskaber.

Fra tre aftaler om ugen til én om måneden: Thea savner at være andet end mor

12 uger inde i graviditeten offentliggjorde Thea Wandahl Hengeberg og hendes kæreste, at de ventede et barn. Efter det oplevede hun, at vennerne ikke længere skrev til hende, når de planlagde at mødes.

Thea bor i Aabenraa sammen med sin kæreste og deres datter. Foto: Privat.


Af Klara Trebbien


Thea, som i dag er 23 år, mødtes hyppigt med vennerne, før hun blev gravid. Førhen var det langt fra et særsyn, at hun var sammen med sine venner både torsdag, fredag og lørdag. De tog ofte i byen eller mødtes i en park og grillede. De kunne snakke om mange forskellige ting – lige fra skøre anekdoter fra tidligere byture til politiske emner, der var oppe i tiden.

Samværet og samtalerne med vennerne savner Thea i dag, hvor antallet af månedlige aftaler med venner kan tælles på én finger.

”Jeg savner at udleve, den identitet jeg havde før. Jeg mangler at komme ud og slippe mig selv fri fra alle de rutiner, der følger med at have et barn. Det er meget det samme hver dag: lur, mad, skiftning. Jeg savner at komme ud af det.”


Mødregruppen kan ikke erstatte vennerne

Theas datter er i dag fire og en halv måned gammel, og det betyder også, at hun minimum én gang om ugen er sikret samvær med andre voksne mennesker. Hun kommer nemlig i en mødregruppe, og den er hun meget glad for. Men selvom hun her kan sparre med andre mødre, der står i den samme situation som hende, er der alligevel én ting, som mødregruppen ikke kan give hende: et afbræk fra mor-identiteten. Samtalerne i gruppen drejer sig altid om børn og emner, der relaterer sig til barselslivet

”Jeg kommer stadig ikke ud og er noget andet end mor,” siger hun.

Til det formål har Thea brug for de venner, der også kendte hende, inden hun blev mor. Men invitationerne til de sociale arrangementer er udeblevet siden Thea og hendes kæreste offentliggjorde, at hun var gravid i 12. uge.


Et misforstået hensyn

Thea er skuffet over det manglende initiativ fra mange af hendes venner, men hun tror ikke, at de undlader at skrive i ond mening.

”Jeg tror ikke, det er med vilje, at de har trukket sig. Jeg tror, de tænker, at jeg har et andet liv og ikke har tid til det.”

Alligevel påvirker det hende, at hun ikke ser sine venner ret tit. Når hun cirka en gang om måneden ses med en ven, kan det nogle gange overrumple hende, hvor meget der sker i vennernes liv – og hvor dårligt orienteret hun er:

”Pludselig er der sket vildt meget i deres liv, og normalt plejede jeg at vide, hvad der skete. Jeg bliver lidt ked af, at de ikke ringer, når der sker noget fedt, som de plejede at gøre.”


SPØRGSMÅL OG SVAR MED THEA

Hvordan er du sammen med dine venner nu?
Jeg ses med venner cirka en lørdag om måneden. Det foregår typisk sådan, at de kommer hjem til os klokken cirka halv seks, og så laver vi noget aftensmad. Derefter spiser vi og hygger os, og når min datter så skal puttes, så tager de hjem ikke ret lang tid efter. Det er typisk mellem otte og halv ni. Det er meget hyggeligt og rart at se nogle folk. Men det er meget planlagt, og folk er nødt til at gå hjem tidligt, fordi min datter skal sove, og fordi vi er megatrætte min kæreste og jeg.

Hvad savner du at lave med dine venner?
Jeg savner at være sammen mine venner på en anden måde, end når mit barn med. Jeg savner ikke at skulle planlægge så meget: Bare at kunne sætte mig på en bar og drikke nogle øl og så finde ud af, hvad aftenen skal byde på hen ad vejen.

Hvis skyld er det, at kontakten mellem dig og dine venner er blevet reduceret så kraftigt?
Det er delvist deres og delvist min skyld. De tager et hensyn, som jeg ikke føler, de skal tage, når de ikke inviterer mig, fordi de regner med, at jeg ikke kan. Jeg giver samtidig ikke udtryk for, at de ikke skal tage det hensyn til mig.

Hvorfor har du ikke selv rakt ud?
Det handler både om, at jeg synes, det er svært at være den, der rækker ud. Faktisk er jeg lidt bange for at blive afvist. Men det handler også om, at jeg ikke har overskuddet til at tage initiativet. Det er ikke det samme at være sammen med mig nu, fordi mit fokus også er et andet sted. Det kan måske også være svært at være i for dem, hvis de forventer noget andet.
Derfor tager jeg også et hensyn ved ikke at presse på, fordi det er vigtigt for mig, at de kommer, fordi de har lyst – og ikke fordi de føler sig tvunget.


Har du følt dig ensom i forbindelse med, at du er blevet mor?
Ja, klart. Man er meget alene. Jeg er i hvert fald. Mine venner har jo også en hverdag, og man har ikke tid til at se hinanden i hverdagen.
Jeg har mange timer alene, fordi min kæreste arbejder fuld tid, imens jeg er på barsel. Så han er væk stort set hver dag. Jeg er ikke i skole eller på job, så jeg får ikke set nogle venner der. Jeg er bare mig selv. Det ville være heldigt, hvis jeg havde en ven, der var på barsel samtidig med mig. Det har jeg bare ikke, fordi mine venner ikke har fået børn endnu.


Hvordan, tror du, dine venskaber ser ud i fremtiden?
Jeg håber og tror på, at det kan blive bedre, end det er lige nu, når min datter bliver lidt mindre afhængig af mig. Jeg synes jo ikke, at folk er forsvundet som sådan. Jeg tror mere, at de tænker, at det første år med et barn er hårdt, og når min datter bliver lidt ældre, så kan jeg være mere med igen.

Hej og velkommen til

Denne side hører sammen med vores Instagram @morsvenner.

Skaberne bag er Klara, Mikkel og Line. Vi er journaliststuderende fra Journalisthøjskolen.

Vi er ikke mødre nogle af os, men alligevel vil vi skabe en platform både her og på Instagram for alle jer mødre, der har oplevet at miste venskaber i forbindelse med, at I er blevet mødre. 
Vi har været i kontakt med flere, der har erfaringer med, at vennerne falder fra i forbindelse med moderskabet!

På Instagram forsøger vi at skabe et fællesskab, hvor der kan deles erfaringer, historier og viden.

Her på siden vil det være muligt at læse længere skriv om forskellige mødres erfaringer.

De varme hilsner fra os alle tre